Historien
Den nye og moderne historie om gården Volstrup begynder i 1984, da Margit og Erik Ugilt Hansen køber den store gård med tilhørende 170 hektarer. Men den oprindelige historie begynder helt tilbage i 1480, hvor gården beviseligt tilhører Vor Frue Kirke, domkirken i Viborg. Nogen påstår ligefrem, at historien begynder umiddelbart efter vikingetiden.

Historien er fortalt af tekstforfatter Jan Olesen

 

Den nye historie

Den nye og moderne historie om gården Volstrup begynder i 1984, da Margit og Erik Ugilt Hansen køber den store gård med tilhørende 170 hektarer.

 

Erik Ugilt Hansen var lærer, minkavler og dambrugsejer, og havde længe været klar til at overtage den store bedrift. Men han måtte vente lidt, da hustruen Margit, ikke var helt vild med planerne om at bo på landet.

 

Nægtede at blive landmandskone

Margit kommer fra en gård i Østerbølle, hvor hun voksede op som ældste datter af Søren og Christa Aarup, som sled for at få det hele til at løbe rundt. Det var ikke livet på landet, der lokkede. Hun foretrak en læreruddannelse. Og allerede som ung sagde hun; om jeg så skulle blive forelsket i en landmand, vil jeg aldrig leve mit liv som landmandskone. Men der blev hun ramt af nemesis – og har siden levet som netop lærer og senest som landmandskone.

 

Vækst på alle fronter

Da ægteparret købte Volstrup, var der 170 tønder land og 250 søer, men ingen fedesvin. Fem år senere, da man var oppe på små 600 søer plus 15.000 grise om året var gårdens samlede areal da også steget til ca. 650 tønder land. I alle tilfælde har der været tale om, at naboer selv tilbød at sælge deres jord – så familien har altså ikke været på 'strandhugst'.

 

London, Lanzarote, Melbourne og Aarhus

Tilsammen har Erik og Margit fået seks børn, hvoraf sønnen Jeppe, hvis fulde navn er Jeppe Severin Aarup Ugilt Hansen, er født i 1982 og altså den yngste af den store flok. Jeppe tog ud i verden, rejste rundt, arbejdede bl.a. i London og på Lanzarote – og traf en sød pige, Pernille. De flyttede til Aarhus, hvor de begge studerede, Pernille til pædagog og Jeppe til økonom, derefter til ingeniør – og så begyndte der at komme småfolk til. Samtidig kom de ofte hjem til Volstrup for at hjælpe til, fx når det var høsttid.

 

Golfbane i Kina

En aften midt i høsttiden, hvor familien Ugilt Hansen sad og spiste sent, sagde sønnen Jeppe pludselig: ”Den mark, I ved den, vi kalder for Kina, som jeg har høstet i dag, ville egne sig bedre som golfbane”. Et kort øjeblik troede alle, at drengen var rablende gal – men efter en stund var det tydeligt, at ideen var glimrende. Og efter et godt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og den tidligere Nørager Kommune, påbegyndtes planlægningen det, som i dag er en af drivkræfterne til det Volstrup, vi alle kender; nemlig en gård på landet midt i den smukke himmerlandske natur, der dog stadig avler planter, men som primært er en stor og blomstrende virksomhed tilbyder både golfbane og -klub, dambrug, fiskepark, produktion af rullegræs, salg af pelse og skindjakker, ferielejligheder og meget meget mere.

 

3 generationer under samme tag

Sønnen, Jeppe Ugilt Hansen, standsede øjeblikkeligt sine studier og flyttede sammen med hustruen Pernille og deres førstefødte barn, Eline. Parret overtog 50 % af driften på Volstrup i 2006 samtidig med, at det nye golfcenter blev indviet. I dag bor Jeppe og Pernille i egen lejlighed i det samme store stuehus som Erik og Margit – senere er der kommet 2 sønner til, Severin og Zakarias, så på Volstrup er der nu tre generationer under samme tag.

 

Historien og udviklingen fortsætter

Hver dag sker der noget nyt på Volstrup. Med driftige og kreative folk som Erik, Margit, Jeppe og Pernille ved roret vil der hele tiden være nye og spændende tiltag under opsejling. Og en ting er helt sikker – siden 1984 har opfattelsen af Volstrup som en traditionel gård på landet afgjort været nødt til at ændres. For i dag opfattes Volstrup meget mere som en moderne oplevelsesvirksomhed med et væld af muligheder – og plads til endnu mere udvikling – end den opfattes som et traditionelt landbrug.

 

Galleri historie
VOLSTRUP GÅRD
Rosbjergvej 4
9500 Hobro
Tlf.: 22 16 07 43
Mail: info@volstrup.dk

Vi bruger cookies til at optimere din oplevelse af vores hjemmeside, til statistik og til markedsføringsbrug.

Acceptér alle cookies Acceptér nødvendige cookies